Nyhedsbrev nr. 4 2012 stiller skarpt på digitale undervisningsmaterialer til folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Centrale dele af dansk kunsthistorie bliver behandlet i to nye undervisningsmaterialer fra hhv. Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst og ARoS: Fynbomalerne og dansk modernisme. Her præsenteres værker, der er udarbejdet med meget kort tidsmæssig afstand, men med enorme forskelle i formsprog. Materialerne er henvendt til folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Statens Arkiver har udarbejdet et helt nyt website - Aargang 0 - der gør det muligt for elever i folkeskolens ældste klasser og på gymnasiale uddannelser at skrive historie på grundlag af kilder. Udgangspunktet er 7 meget forskellige børn, der alle er født i år 1900. Endelig har vi fået udarbejdet en webquest om klima og grøn udvikling til undervisning i biologi, dansk, fysik/kemi og geografi i folkeskolens ældste klasser.